Padlet som løsningen på min læringsteoretiske problemstilling
Undervisningens organisering
Jeg har valgt at anvende den E-didaktiske overvejelsesmodel, da mener, at det er vigtigt at anvende en model, der er særligt udarbejdet til e-læringsforløb. Modellen sætter fokus på elevernes forudsætninger for at bruge den digitale teknologi, hvilket giver mening i en kontekst, hvor eleverne har meget forskellige it-relaterede kompetencer. Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen gør opmærksom på, at selvom eleverne er vant til at bruge digitale teknologier i deres frivillige sociale aktiviteter (digitalt indfødte), er det ikke ensbetydende med, at de er gode til at bruge teknologierne i en læringssammenhæng. I forbindelse med Padlet kan det var relevant at tale med eleverne om det sprog, de bruger i deres opslag og rette fokus mod professionel og faglig kommunikation. I modellen kan man lave en analyse af det digitale værktøj, man har valgt at arbejde med, så man kan se om det, man ønsker at opnå med sin undervisning.Før Padlet
Forløbet jeg tager udgangspunkt i er en del af en
undervisningsdag, der strækker sig over seks eller syv lektioners undervisning.
Inden undervisningen er eleverne blevet bedt om at læse et kapitel i bogen om
motivation. Undervisningen starter med, at jeg viser eleverne målet for dagens
undervisning og vi taler om, hvad de skal kunne og hvorfor, de skal kunne det.
Mål
Eleven kan anvende viden om faktorer, der kan fremme eller hæmme den pædagogiske målgruppes motivation, til at deltage i pædagogiske aktiviteter.
Sådan arbejder vi på Padlet
Jeg beder eleverne skrive på Padlet, hvilke ting de har oplevet, at
børnene ikke ville gøre, selvom de eller deres kollegaer ønskede, at børnene
skulle gøre det. Jeg siger højt til eleverne, at de ikke skal have så meget fokus på stavning, da det handler om at dele erfaringer. Når eleverne er færdige med at skrive deres opslag, taler vi opslagene i gennem og jeg beder dem genfortælle, hvad de har skrevet. Eleverne har individuelt skrevet opslag, for at vi fik så mange eksempler som muligt og alle var mest muligt aktive, men de er blevet opfordret til at tale sammen undervejs og søge inspiration i hinandens opslag.
Transfer
Jeg har valgt denne øvelse, for at inddrage elevernes
praksiserfaringer, så vi gennem undervisningen kan koble dem til dagens teori. Bjarne
Wahlgren beskriver i teksten Transfer mellem uddannelse og arbejde, lavet for
nationalt center for kompetenceudvikling, de faktorer der fremmer transfer
mellem undervisning og arbejdsplads. Faktorerne kan ses hos lærende, i
undervisningen og på arbejdspladsen. Den lærende skal først og fremmest være
motiveret for transfer. Ved at gøre eleverne opmærksomme på situationer i deres
praktik, hvor de har haft problemer med at få motiveret børnene til at gøre
det, de gerne ville have, håber jeg, at eleverne bliver motiveret til at ønske
at anvende den viden, der arbejdes med i den pågældende undervisning, fordi de
kan se, at det kan løse nogle problemer i deres arbejdsliv. Wahlgren beskriver,
hvordan det er vigtigt, at den lærende er bevidst om anvendelsens muligheder
for behovsopfyldelse, hvilket er det, jeg ønsker, at eleverne bliver
opmærksomme på gennem deres bidrag på Padlet og den senere kobling til dagens
teori. Wahlgren beskriver videre, at jo mere klart den lærende kan se behovet
for at lære det pågældende, jo mere transfer. Omkring faktorer i undervisningen
skriver Wahlgren, at det er vigtigt, at undervisningen indholdsmæssigt og
metodisk forholder sig til anvendelsessituationen. I min undervisning betyder
det, at det ikke giver mening at tale om motivation uden at inddrage
praksiseksempler, hvor motivation er et afgørende element.
Efter Padlet
Efter øvelsen på Padlet, hvor elever har delt deres
oplevelser, holder jeg et oplæg om den motivationsteori (nogle af) eleverne har læst om
til dagens undervisning. Derudover bliver eleverne introduceret til noget nyere
motivationsteori, de fem motivationsorienteringer. Eleverne skal nu vende
tilbage til de førnævnte problemstillinger skrevet på Padlet, hvor børnene ikke
har villet gøre, som de gerne vil. De skal nu arbejde sammen i grupper, om at
løse disse problemstillinger ved hjælp af deres nye viden om motivationsteori.
Til sidst samler vi op i klassen og grupperne deler deres løsningsforslag og
beskriver, hvordan de vil motivere børnene til at gøre, som de gerne vil have,
de skal gøre.
Kommentarer
Send en kommentar