Fik jeg løst min problemstilling?

Fra stille klassediskussion til aktiv deltagelse

Min problemstilling handlede om, at der var for få elever, der var aktivt deltagende i klassediskussionerne. Jeg ønskede, at alle elever var aktive i samspillet og at gøre undervisningen mere aktivitetsorienteret, da det virker befordrende på elevernes motivation.
På Padletten kan man se, at alle elever har været aktive og bidraget med opslag (nogle længere, nogle kortere). I samtalen der tog udgangspunkt i elevernes opslag, nåede jeg målet med at skabe et flerstemmigt klasserum. Hvor det tidligere var mig og et par få elever, der talte sammen, var hele klassen nu en del af erfaringsudvekslingen. Jeg kan konkludere, at eleverne havde en højere grad af aktiv deltagelse og ved en snak om opgaven bagefter, gav eleverne udtryk for, at de oplevede Padlet som et spændende nyt element, hvorfor jeg antager, at motivationen var højere end ved den tidligere anvendte metode. På baggrund af Illeris læringsteori og Dysthes teori om det flerstemmige klasserum er læringsmulighederne derfor kraftigt forbedret.

Fremadrettet brug af Padlet eller andre digitale teknologier

Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg vil bruge Padlet i min undervisning fremadrettet, da jeg ser en række klare fordele og muligheder ved dette værktøj. Jeg kan forestille mig at bede elever poste billeder, skrive opslag og kommenterer på hinandens opslag. Jeg skal fx undervise i dansk i den kommende uge og kan forestille mig, at jeg beder eleverne tage billeder i frø-, fugle- og normalperspektiv og poste dem på Padlet. Det gør det nemt og overskueligt at drøfte deres billeder bagefter og jeg kan kommenterer løbende i deres proces, hvis deres billeder ikke lever op til de rammer, jeg har formuleret. Jeg føler mig generelt mere klædt på til at reflektere over, hvordan og hvornår det giver mening at inddrage digitale teknologier i min undervisning. En model som den e-didaktiske overvejelsesmodel, der er direkte målrettet til didaktiske overvejelser omkring digitale teknologier, kan være en stor hjælp, når man som underviser ønsker at inddrage mere teknologi i undervisningen.

Hvordan deler jeg min nye viden med mine kollegaer?

Jeg skal holde et oplæg på et pædagogisk møde, hvor jeg skal præsentere min nye viden for mine kollegaer. Jeg vil her have fokus på, at mine kollegaer får lov at prøve Padlet i praksis, så de kan opleve, hvor nemt det er at bruge. Det er vigtigt, da mange af mine kollegaer mangler praktiske it-kompetencer og også har stor modstand mod at bruge it i undervisningen. Jeg vil præsentere dem for den e-didaktiske overvejelsesmodel, så de har et værktøj at arbejde ud fra og jeg var huske at få nuancerne med, så vi taler om, i hvilke sammenhænge digitale teknologier giver mening og i hvilke sammenhænge, de ikke giver mening. Jeg vil forklare de læringsmæssige fordele, der kan være og jeg vil tale om digital dannelse og skolens opgave med at matche de kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger. I virkeligheden handler det også her om transfer. Mine kollegaer skal være motiveret for at anvende deres viden om digitale teknologier. Min opgave bliver derfor at vise dem, at de kan løse nogle problemstillinger i deres arbejdsliv via digitale teknologier. På den måde kan jeg måske vække deres interesse for at kaste sig ud i det. EVA om læringsplatforme - vælge stærke og motiverede didaktikere, ikke nødvendigvis dem, der er gode til at bruge digitale teknologier.

Efterrefleksion

Fordele ved Padlet:
  • Giver alle en stemme
  • Sikrer en høj grad af deltagelse
  • Øget motivation
  • Eleverne bliver set og hørt
  • Det er ikke nødvendigt at oprette en bruger
  • Simpelt og brugervenligt
Ulemper ved Padlet:
  • Elever med stavevanskeligheder kan føle sig udstillet
  • Elever, der svarer forkert, kan føle sig udstillet 
De to elever, der har skrevet meget korte opslag i min aktivitet, kunne have haft glæde af at arbejde sammen med andre eller blive støttet i at søge inspiration fra de andres opslag.

Kommentarer

Populære opslag