Hvad er Kahoot?
Kahoot (se linkliste) er et quizredskab, som kan bruges i undervisningen til fx at tjekke, hvor meget eleverne kan huske fra dagens lektie. Som underviser kan du lave din egen quiz ved hjælp af et allerede udviklet quizsystem på Kahoot.com. Du indtaster ganske enkelt spørgsmål og op til fire forskellige svarmuligheder og angiver, hvilken svarmulighed der er den rigtige. Eleverne går via deres mobiltelefoner ind på Kahoot.it og indtaster den kode, som fremkommer på din version af quizzen, som du med fordel kan fremvise via smartboard. Derefter vælger eleverne selv deres spillernavne, hvilket giver dem mulighed for at være anonyme, hvis de ikke ønsker, at de andre elever kan vurdere deres viden. Quizzen viser spørgsmålet i fx 10 sekunder, hvorefter eleverne vælger deres svar. Efter hver svarrunde vises en liste over, hvilke elever der hurtigst svarede rigtigt på spørgsmålene. Til sidst kåres første-, anden- og tredjepladsen i klassen.
Et eksempel fra undervisningen
Jeg har introduktion til psykologi med mit nye hold af pædagogiske assistenter. De er blevet bedt om at læse kapitel 1 i psykologibogen som lektie, hvor der nævnes en række forskellige teoretikere og nøglebegreber i forbindelse med disses teorier. Eleverne har desuden kendskab til forskellige psykologiske teorier og teoretikere fra deres grundforløb.
Hvad gjorde jeg?
Inden undervisningen loggede jeg ind på min bruger på Kahoot og oprettede en quiz. I quizzen stillede jeg forskellige spørgsmål til dagens lektie og angav forskellige svarmuligheder. Fx hvilken teoretiker forbinder du med begrebet "ægget"?, hvorefter jeg angav tre forskellige svarmuligheder for eleverne.
Hvorfor anvendte jeg Kahoot?
Jeg havde flere overvejelser i forhold til anvende Kahoot. Først og fremmest er jeg fra min skoles side underlagt et krav om, at 10% af min undervisning skal inddrage digitale løsninger, hvilket fx kan gøres ved at bruge et redskab som Kahoot. Dernæst har jeg gjort mig en række didaktiske overvejelser i forbindelse med det at bruge Kahoot i undervisningen. En af fordelene ved at bruge Kahoot er, at eleverne bliver motiveret af quizelementet, hvilket er et kerneelement i forhold til at kunne lære noget. Dernæst er det en god måde for eleverne at lave selvevaluering; "hvor meget kan jeg rent faktisk huske fra det, jeg har læst?". Dernæst sender det også et signal til eleverne om, at jeg som underviser rent faktisk forventer, at de læser deres lektier og sætter sig ind i stoffet.
Kommentarer
Send en kommentar