På vej mod at blive en digital underviser

Velkommen til min blog og tak, fordi du vil læse med.

Jeg hedder Josephine Ballieu og underviser på den pædagogiske assistentuddannelse i Campus Køge. Jeg er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har sidenhen taget en kandidatuddannelse i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet. Da der er et krav om, at 10% af min undervisning skal være digitaliseret, er det nødvendigt, at jeg tilegner mig yderligere færdigheder og kompetencer indenfor digitale teknologier, der kan anvendes i undervisningen. Selvom jeg anser mig selv som en nysgerrig og kompetent digital bruger, er det et område, hvor det indenfor min branche forventes en konstant kompetenceudvikling i forhold til at anvende digitale teknologier i undervisningen. Det skyldes, at man ønsker at forberede vores elever til det fremtidige arbejdsmarked, hvor digitale teknologier fortsat vil spille en afgørende rolle på arbejdspladserne.

Opstart på diplommodul

Tirsdag den 22. august startede jeg derfor på det diplommodulet digitale teknologier på Metropol. Dagen startede med en introduktion til forløbet og en snak om den fremtidige eksamen, som tager udgangspunkt i en synopsis, hvor man har beskrevet og reflekteret over en problemstilling i undervisningen. Undervejs i introduktion til eksamen tænkte jeg over, at jeg ofte har en problemstilling med at skabe motivation i psykologiundervisningen i forbindelse med gennemgangen af de forskellige psykologiske teorier. Jeg har derfor en idé om, at jeg ønsker at arbejde med, hvordan jeg ved hjælp af digitale teknologier kan skabe mere motivation i undervisningen i forbindelse med gennemgangen af fx Eriksons udviklingsteori på den pædagogiske assistentuddannelse.


På min blog vil jeg løbende diskutere og reflektere over min rejse mod at blive en mere digital underviser og de fordele og ulemper, der opstår i forbindelse med at anvende disse teknologier i en undervisningssammenhæng.


/Josephine





Kommentarer

Populære opslag